Torsdag skulle vi så afsted på tur til Kerala i det sydlige Indien sammen med Lone og Troels. Vi skulle afsted mod lufthavnen kl. 04.15 så det blev ikke til så meget søvn den nat. Da vi ankom til Cochin blev vi kørt til hotellet – vældig fint sted – og så stod den på byrundtur, hvor vi blandt andet så en gammel Hollandsk kirke, hvor Vasco da Gama engang havde været begravet. Vi så også kinesiske fiskenet, en jødisk synagoge m.m. Sidst på dagen var vi inde og se noget traditionelt Kerala dans:
| Fra Indien Januar 2010 |
Til aften var vi på hvad skulle være en af de bedste fiskerestauranter dernede – maden var også udmærket – men de kludrede vores ordre op – så der gik en evighed inden vi fik vores mad og kunne komme tilbage til hotellet og en velfortjent nats søvn.
Næste morgen gik turen så videre mod Munnar og the plantagerne – det var en lang men utrolig flot tur, og undervejs nåede vi at se solformørkelse og et the museum. Hotellet som vi skulle overnatte på lå midt i bjergene og omgivet af the plantager, så eftermiddagen blev brugt på en lille gåtur i det flotte område.
| Fra Indien Januar 2010 |
Til aften havde vi bestilt massage, de andre var vældigt begejstrede, men jeg synes nu ikke det var så fantastisk – ved ikke om jeg bare var uheldig, men havde hørt det skulle være en meget mild massage de havde der – og jeg synes da aldrig jeg er blevet æltet så meget før! – og så kunne jeg heller ikke helt abstrahere fra lyden af bilerne udenfor, og at der ikke var noget med et bad bagefter, så vi kunne sidde dejligt fedtede i bilen på vej tilbage til hotellet – men okay – det kostede også kun omkring 85 kr for 90 minutter, så man kan jo selvfølgelig ikke forlange det skal være total luksus.
Næste morgen gik turen så ned fra bjergene igen (stadig med fedtet hår selvom jeg havde været i bad – det var åbenbart noget af en olie de der havde fundet).
Og efter endnu en fin køretur nåede vi frem til vores husbåd, hvor vi blev modtaget med jasminkranse og kokosdrinks og så var vi ellers klar til to dages skøn afslapning på backwaters i 28-30 graders varme og med konstant udsigt til palmer – og 4 indere der hele tiden vartede os op og lavede fantastisk mad :o)
Det var en fantastik tur og man fik en masse sjove oplevelser undervejs – og ikke mindst vi fik rigtigt slappet af og hygget.
| Fra Indien Januar 2010 |
Mandag gik turen så tilbage til Delhi hvor vi nåede frem henad eftermiddagen og så lige var et smut forbi Lone og Troels nye lejlighed, som de skal flytte ind i på Søndag – regner de med – den ser ud til at blive rigtig fin, dog er håndværkerne ikke helt færdige endnu, så det bliver spændende at se om de når det til tiden.
Og så tilbage til Johns fantastiske mad :o)
Vi bestemte os for at aflyse turen til Rishikesh, da vi efterhånden synes vores tur er gået rimeligt meget op i transport, så nu vil vi hellere bruge de sidste dage i Delhi, og så også få lidt mere tid sammen med Lone og Troels – det er jo egentlig dem der er grunden til vi er her :o)