Det startede lidt ved et tilfælde – En veninde fik mig med ud og ride skovture, og så var jeg bidt af islandske heste.
I starten red jeg hos Dejbjerg Islandsheste, men da det blev vinter og for mørkt til at ride efter arbejde fandt jeg sammen med en af de andre ud til Stutteri Lynggården hvor der var ridehal.
Og det var så her jeg en dag blev sat til at ride det røde uhyre Katla – efter første tur i ridehallen synes jeg hun var forfærdelig, og hende skulle jeg ikke nyde noget af at ride.
Tror der gik et halvt år før jeg på en skovtur blev nødt til at ride hende, og så var jeg solgt! Det var jo en helt anden hest. Efter det var hun “min hest”. Og da det kom så vidt at Henning satte hende til salg var jeg jo nødt til at træffe en beslutning – så jeg blev hesteejer.
Det har givet mange oplevelser, både gode og dårlige, men til sidst måtte jeg indse at hun var for stor en mundfuld for mig – jeg bleve mere og mere nervøs for at sætte mig op, og traf derfor den svære beslutning at bytte hende til en roligere udgave.
Det blev Tinna fra Grydegaard, som er så god og rar som dagen er lang :o)